Dojo-etikette for førstegangsdeltagere

Hvorfor et sværdkursus begynder med et buk

I de japanske kampkunster begynder og slutter træningen med rei, bukket, og kurserne for besøgende holder fast i den vane, selv når alt andet er forkortet. Kendo Experience indleder med en snak om etikette, før nogen rører et sværd, og Kembu Theater lærer dig at bukke før sværdarbejdet. Ingen instruktør forventer, at en nybegynder gør det rigtigt. Det, de lægger mærke til, er, om du ser efter og efterligner.

Manererne er ikke pynt. Mange findes, fordi sværd er farlige, selv sløve, og et rum fuld af begyndere, der svinger med træ eller metal, kræver orden. Resten kommer af respekt for stedet og læreren, og de koster dig ingenting.

Buk ind og buk ud

Regn med at bukke, når du træder ind på træningsfladen, ved lektionens start, for en partner før og efter hver øvelse i par, og når kurset slutter. Et stående buk er en bøjning fra hoften med blikket sænket og armene ned langs siden. Den knælende udgave starter fra seiza, med hænderne lagt på gulvet foran dig. Du behøver ikke tælle grader. Buk, når gruppen bukker, og hold det lige så længe som dem.

Seiza, og en udvej for ømme knæ

Seiza er den formelle knælende stilling, hvor du sidder tilbage på hælene med vristen fladt mod tatamien. Du knæler sådan til buk og under dele af forklaringen, nogle gange i flere minutter. De fleste besøgende synes hurtigt, det bliver ubehageligt, og det er helt normalt.

Protesterer dine knæ eller ankler, så sig det, før kurset starter, og ikke midt i et buk. Fortæl instruktøren eller tolken, at du har dårlige knæ, og spørg, om du må sidde med benene over kors i stedet. Det er en rimelig anmodning, og et stille ord ved starten er langt mere høfligt end at sidde og vride sig i tavshed. Har du problemer med ryg eller hjerte, så læs opslaget først, for de fleste af disse kurser skriver, at de ikke er egnede.

Sko af, og sådan bevæger du dig i rummet

Dine sko bliver ved døren. Stil dem pænt ved indgangen, med snuden udad, hvis der er plads. Når andre træner, så gå langs kanten af rummet i stedet for tværs over det. Hvad du skal have på til et samuraikursus går mere i detaljer med tabi og bare fødder.

Regler omkring sværdet

Behandl hvert sværd i rummet, som om det var skarpt. Den vane går igen på alle kurserne, uanset hvad du har i hænderne, fra en shinai af bambus til den usleben træningskatana af zinklegering hos Yushinkan.

• Træd aldrig over et sværd. Ligger der et på gulvet i din vej, så gå uden om det. At træde over en klinge regnes for uhøfligt i enhver dojo;
• Rør ikke et sværd, før du får besked på det. Det gælder stativet på væggen lige så meget som sværdet, der venter på din plads;
• Træk aldrig en klinge uden at få besked på det. At trække og stikke sværdet i skeden læres som en færdighed i sig selv, og et skødesløst træk er sådan, begyndere kommer til skade;
• Tag imod et antikt sværd med begge hænder. Warakus kursus i samuraihuset lader gæsterne holde en antik katana, som anmeldere anslår til omkring 600–650 år gammel. Vent, til instruktøren lægger den i dine hænder, og giv den tilbage på samme måde;
• Hold afstand til svingrummet. Hold mere afstand, end der synes nødvendigt, mellem dig og den næste, og tjek bag dig før et sving.

Hug er der, hvor opslagene er uenige. Warakus kursus nævner et hug mod et mål med det, opslaget kalder en ægte iaito, mens Samurai & Ninja Museum skriver, at en japansk regel nu forhindrer udbydere i at give gæster en skarp klinge, og Yushinkan skriver, at hug i måtter med en ægte katana ikke tilbydes i øjeblikket. Ægte katana, iaito eller bambus? gennemgår, hvad hvert kursus lægger i dine hænder, så læs den, før du regner med et hug.

Kommandoer og kendoråbet

Instruktørerne styrer kurset med korte japanske kommandoer, og du har dem inde efter få minutter. Kommandoer som hajime, begynd, starter en øvelse, og yame betyder stop med det samme, uanset hvad du er i gang med. Når du hører yame, så sænk sværdet og vent. Kendo har desuden kiai, et højt råb, der hører til hvert slag. Generte gæster synes, det er pinligt, men i kendo er et tavst slag det, der skiller sig ud, så giv lyd. Kendo, iaido eller et sværdkursus? forklarer, hvordan disciplinerne adskiller sig.

Ved opvisninger er det modsat. Når mesteren hos Yushinkan, fra ~115 €, optræder med to sværd, eller mestrene på Kembu Theater-kurset, fra ~56 €, opfører kenbu, er der helt stille i rummet. Spørg, før du filmer noget. GOATtrip opfordrer dig til at optage kampscenen med dit eget kamera, mens andre kurser foretrækker, at telefonerne er væk under opvisninger. Hold andre gæster ude af dine billeder, medmindre de siger ja, og se samurairustning og fotoshoots for de kurser, der fotograferer dig alligevel.

Kom til tiden, og ædru

At komme for sent er den hurtigste måde at få en dårlig start på. GOATtrips opslag skriver, at forsinkede deltagere kan blive afvist til filmoptagelsen ved templet. Warakus port åbner 15 minutter før hver session, og gæsterne bedes komme tidligt for at klæde om. Warakus kursus har fået nyt hjem nær Nijo-slottet, så følg adressen i din bookingbekræftelse og ikke gamle kort eller blogindlæg. Flere steder ligger i kældre eller på øverste etager, som er lette at gå forbi, blandt andet Yushinkan, der gemmer sig bag en blå automat og ned ad en vindeltrappe, så sæt tid af til at finde døren.

Gem drinken til senere. Waraku, Kendo Experience, Kembu Theater, Kyoto Samurai Walk og GOATtrip nævner alle forbud mod alkohol i deres regler. Tatoveringer, som stadig kan holde dig ude af nogle varme kilder, er ikke noget problem på disse kurser.

Tak til lærere og tolke

Nogle af dem, der underviser dig, har brugt årtier på det her. Mesteren hos Yushinkan, Seto Yushin, har trænet i over 20 år, og graderne i kendo går op til 8. dan. Samurai Trips ægte kendokursus, fra ~104 €, ledes af en lærer på 7. dan med over 40 års træning. Hagen er rammen, en dojo i Hanazono i det vestlige Kyoto, som man når fra JR Hanazono Station, med sessioner på op til 30 personer.

På Warakus kursus i samuraihuset, fra ~102 €, underviser senseien gennem engelsktalende assistenter. Vend dig mod senseien under forklaringen, før du vender dig mod tolken. Til sidst retter du din tak til læreren og også til den, der oversatte. Det samme gælder for børn i gruppen, og samuraioplevelser med børn gennemgår, hvilke aldre hvert kursus tager imod.

Ingen forventer drikkepenge. Det er ikke skik at give drikkepenge i Japan, og kontanter stukket i hånden på en instruktør skaber let pinlige situationer. Et buk og et tydeligt arigato gozaimashita ved kursets slutning er den gestus, der rammer rigtigt.